Clematis integrifolia

Klematis integrifolia hører til de ældste dyrkede klematisarter overhovedet: allerede i 1573 blev den introduceret i haver fra Sydøsteuropa, og Carl von Linné beskrev vildarten videnskabeligt i 1753 – og den dag i dag anses den som udgangsart for over 100 sorter og hybrider i Integrifolia-gruppen. De 4–6 cm store, klokkeformede blomster nikker på slanke stilke, viser fire smalle, let tilbagebøjede bægerblade i kraftig blå farve og gule til cremehvide støvdragere; en svag duft og efterfølgende dekorative, silkeagtigt-sølvfarvede frøstande fuldender billedet.

Fra juni til september danner planten løbende nye blomster på årets skud. Med en højde på omkring 75 cm forbliver den kompakt og klatrer ikke selv op: som en løst tueformet voksende halvbusk-staude læner den sig op ad naboplanter eller en lille støtte. Det gør den til en ideel partner for staudebedet, som følgesvend til roser og lave buske eller som krukkeplante på den solrige terrasse; den trives på ethvert sted fra sol til halvskygge, forudsat at rødder og plantefod holdes køligt skygget.

Klematis integrifolia er meget vinterhårdfør (zone 5, ned til ca. -28 °C) og trækker sig om vinteren helt tilbage i rodstokken. Som en plante fra beskæringsgruppe 3 klippes den kraftigt ned til ca. 10 cm i marts, så den om foråret skyder kraftigt frem og blomstrer rigt. Nøjsom og robust, som det sømmer sig en gennem århundreder afprøvet vildart, er den også fremragende velegnet til begyndere.