Roser - FAQ

Det nøjagtige antal kan ikke bestemmes, men det antages, at der på verdensplan findes mere end 30.000 forskellige rosensorter. Heraf er cirka 6.000 formentlig tilgængelige i handlen.

Dette tal ændrer sig formentlig stadig lidt, fordi der hele tiden kommer nye sorter til, men også forsvinder sorter. 

Nej, ikke alle roser dufter. Et slet ikke så lille antal roser har slet ingen eller kun en næsten umærkelig duft. 

Ud over roser uden duft findes der også nogle, som ikke ligefrem lugter rart, som f.eks. 'R. foetida bicolor', der lugter lidt af væggelus.

Rosers væksthastighed er meget forskellig og hænger i det væsentlige sammen med den størrelse, de når som udvoksede. Man kan derfor ikke give en generel udtalelse. 

Generelt antages det dog, at roser er fuldt etablerede efter 3-4 år og når deres endelige størrelse.

Roser er solens børn og elsker varme og lys. Men der er også mange roser, som trives på steder, der ikke er alt for solrige. 

Hvis de står i skygge, vokser de som regel lidt langsommere, blomstrer lidt senere og ikke helt så rigt.

Afgørende er ikke nødvendigvis varigheden af det direkte sollys, men lysindfaldet. Det kan let vurderes ud fra det udsnit af himlen, der er synligt fra placeringen. Ved sorter, der bliver højere, bør man også tage hensyn til lysindfaldet i det område, hvor den udvoksede rose vil bevæge sig. I en trækrone eller øverst på en rosenbue er det som regel større end ved foden, hvor der plantes. 

Nogle mørke rosensorter bør helst plantes i halvskygge. Hos nogle brænder blomsterne meget hurtigt, andre blegner eller viser et uønsket pink skær.

Mange større rambler- og klatreroser klarer sig meget godt på skyggefulde steder i haven eller endda på en nordvæg.

Selv om alle kender eventyret 'Tornerose', har roser botanisk set pigge og ikke torne.

Disse er meget forskellige både i antal og udformning. Fra forholdsvis få, store, meget hårde, kroglignende pigge til meget mange bløde pigge på blot få millimeter og også sorter, der næsten ikke eller slet ikke er væbnede, findes alt. 

Spørgsmålet om den ældste rose kan ikke besvares. Som andre planter opstod roser i løbet af millioner af år, og hvilken sort eller art der udviklede sig først, kan man ikke finde ud af. 

Roser blev første gang nævnt i året 1600 e.Kr., og fra da af havde de deres plads i alle efterfølgende højkulturer. Omkring 450 e.Kr. blev en seksbladet rose beskrevet af Herodot. Navnet 'Blomsternes dronning' fik de allerede lidt tidligere, i 600 e.Kr., af den græske digterinde Sappho. Og også romernes illustre selskab morede sig længe med dem. Formentlig var det især R. gallica, R. alba og den almindelige hunderose (R. canina). 

Langt ind i middelalderen var det formentlig især botaniske former og vildarter, der var kendt. Oprindelsen til rosenforædlingen, der længe foregik efter tilfældighedsprincippet, ligger formentlig i 1600-tallet. På den tid opstod i Nederlandene af R. damascena (en souvenir fra korsfarerne) med vilde roser klassen af de kraftigt fyldte centifolier og efterfølgende også den mosklædte variant, som vi i dag kender som mosroser. 

Som den første kendte rosensort nævnes ofte R. alba 'Maxima', som beviseligt allerede var kendt under dette navn før 1500. Men også nogle sorter af R. gallica har været kendt i meget lang tid.

Roser blomstrer i hvid, lyserød, rød og gul samt i alle tænkelige kombinationer og blandinger. Rent blå roser findes ikke; de sorter, der betegnes som sådanne, er for det meste lilla eller mauve og opstået ved udvælgelse blandt de lyserøde nuancer. Brune toner opstår gennem blandingsfarver af rød og lyserød. 

De oprindelige roser blomstrede i hvid og i lyserød af forskellig intensitet. Med R. chinensis kom rød til, tekroserne bragte et blidt abrikosfarvet ind i sortimentet. Gule roser stammer fra R. foetida. 

Roser købt i potte kan plantes hele året.

Roser uden jord på rødderne (barrodsroser) plantes fra afslutningen af vækstperioden i oktober og til det sene forår. Den bedste plantetid for disse er om efteråret, når jorden stadig er godt tempereret fra sommeren.

Som 'sport' betegner man hos roser en ny rosensort, der er opstået ved naturlig mutation. Den adskiller sig som regel kun i én egenskab fra den oprindelige rose. Viser den sig at være værdifuld, bringes den på markedet som selvstændig sort.

Meget ofte er det farven; Winchester Cathedral er f.eks. den hvide form af Mary Rose. Disse farvemutationer slår til tider også tilbage til forældresorten, både i hele blomster og kun i dele af dem. Forældresorten kan nogle gange - men ikke altid - udledes af navnet, som f.eks. ved Red Eden Rose eller Red New Dawn.

Mange klatreroser er stærkere voksende sports af buskformen. Deres navn blev længe sat efter Clg. eller Climbing. Kendte eksempler er Clg. Souvenir de la Malmaison, Clg. Iceberg eller Clg. Mme. Caroline Testout. 

Remonterende betegner evnen til at blomstre endnu en gang ud over hovedblomstringen. 

Denne eftersblomstring kan variere meget i intensitet, fra enkelte blomster sidst på sommeren, som f.eks. nogle mosroser eller rambler viser, til en fuldt udviklet anden blomstring, som den optræder hos remonterende roser. 

Gentagen eller endda vedvarende blomstring betyder derimod, at rosen efter hovedblomstringen i forsommeren går ind i flere yderligere blomstringsfaser. Hos sorter med gentagen blomstring kan disse være afbrudt af pauser på få uger. Vedvarende blomstrende roser bringer nye blomster uden afbrydelse.

Hyben er så at sige rosernes æble - altså deres frugter. De dannes efter blomstringen, medmindre denne fjernes for eksempel for at fremme en efterblomstring. 

Især engangsblomstrende buskroser og rambler sætter om efteråret dekorative hyben, de sidstnævnte i stort antal i klaser. Det bør man tage højde for ved beskæring eller ved fjernelse af afblomstrede blomster. 

I køkkenet værdsættes hyben for deres høje indhold af C-vitamin, og også den kendte te laves af vilde rosers frugter. 

Desuden er hyben uundværlige især i rosenforædlingen. De indeholder rosenfrøene (nødder), hvoraf der efter såning kan vokse nye rosensorter med afvigende egenskaber.