Opbinding af roser på en klatrestøtte

Mange er usikre på, hvordan en rose skal plantes ved et klatrestativ, og hvordan den skal føres op ad klatrestøtten. Der findes ikke altid standardsvar; det afhænger først og fremmest af, hvordan du vil indrette din have.

Vores forklaringer gælder alle typer stativer til roser, hvad enten det er en rosenobelisk, en rosenbue eller et espalier til væg. Kun ramblerroser kræver ingen særlig „opbinding“ – de må vokse frit!

Plant som udgangspunkt ikke rosen midt i søjlen (selv om man ofte ser det). Det gør det sværere at føre rosen rigtigt, og før eller siden (som regel senest efter 4 år) løfter de stive rosenskud søjlen lidt, så den står skævt. Plant rosene udefra med en afstand på ca. 30 til 40 cm til selve søjlen.

For at opnå en frodig virkning fra starten anbefaler vi tre roser pr. søjle, hhv. fire til seks roser pr. bue (på hver side så to hhv. tre roser, afhængigt af pladsen og buens størrelse).

Det er bestemt en smagssag, om der ved en obelisk plantes tre roser af samme sort eller af forskellige sorter. I haver, der er mindre end 3000 m² (og det bliver de fleste), virker kun én sort ved en obelisk roligere.

Det samme gælder rosenbuer og husmure. Når man begrænser sig til én sort, der plantes i større antal, virker beplantningen generøs og frodig.

Buskroser og klatreroser skal føres omhyggeligt op ad stativet.

Træk aldrig de bløde skud lodret opad, men før dem vandret, let skråt opad: Rosen vil takke dig med rigelig blomstring.

Især klatreroser skyder ofte hurtigt i vejret og bliver så nøgne forneden, et ret grimt syn. Det undgår du ved konsekvent opbinding som beskrevet.

Træk som udgangspunkt ikke de endnu bløde skud gennem stativets gitter, men bind dem altid fast udefra. Brug bast eller andet blødt materiale, der ikke skærer. Årsagen er, at disse skud om nogle år er lige så kraftige som små trægrene og æder sig ind i klatrestativet, og afhængigt af stativets forankring også let kan løfte det.