Clematis viticella

Clematis viticella stammer oprindeligt fra Sydeuropa og Vestasien helt til Kaukasus og Iran og hører til de klematisarter, der har været dyrket længst: allerede før 1569 nåede den England, og Carl von Linné beskrev arten videnskabeligt i 1753 i sin Species Plantarum. Den dag i dag er den stamform for hele Viticella-gruppen, hvorfra talrige kendte sorter er udviklet. De nikkende, klokkeformede blomster viser sig enkeltvis på årets skud, er 4-5 cm store, blåviolette og har lysegule til cremefarvede støvdragere.

Fra juli til september blomstrer Clematis viticella uafbrudt og dermed betydeligt længere end de fleste storblomstrede sorter. Med en højde på omkring 300 cm egner den sig fremragende som klatreplante til gitter, rankestativer og pergolaer, men klatrer også gerne gennem mindre træer, buske og roser. Den trives på solrige til halvskyggede voksesteder – uanset syd-, nord-, vest- eller østside – så længe jorden og rodzonen forbliver kølige og skyggede, og stiller generelt kun beskedne krav til jord og klima.

Clematis viticella er meget hårdfør (zone 5, ned til ca. -28 °C) og trækker sig om vinteren alligevel tilbage til de nederste 30 til 80 cm af skuddene. Som en plante i beskæringsgruppe 3 klipper du den kraftigt ned til ca. 25 cm i marts, så den skyder kraftigt frem og blomstrer rigt om foråret. Over for den frygtede klematisvisning er denne robuste vildart betydeligt mere modstandsdygtig end storblomstrede hybrider – en grund til, at den også egner sig fint til begyndere og nemme haver.